Institut for Planlægning

Simon fra Cities and Sustianability

Butikkernes byplanlægger

Butikkernes byplanlægger

Ingeniør i byer og bæredygtighed hos COWI Consult

28-årige Simon Agersnap har specialiseret sig i Byer og Bæredygtighed og arbejder som byplanlægger hos COWI Consult. Han hjælper kommuner og virksomheder indenfor detailhandel med at vælge de rigtige løsninger, når der skal etableres nye butikker. Målet er at sikre et udbud, der passer til efterspørgslen og at undgå tomme lokaler.

Når store supermarkedskæder planlægger nye butikker, sker det ud fra overvejelser om, hvor der er de bedste muligheder for at etablere en rentabel forretning. Det kan være en kompliceret proces, der samtidig er underlagt planloven og andre politiske hensyn. Her kommer Simon Agersnap på banen. Som byplanlægger i konsulentvirksomheden COWI arbejder han med at udarbejde analyser og anbefalinger, så butikkerne bliver placeret rigtigt, har den rigtige størrelse og er i balance med områdets øvrige forretninger. COWIs kunder tæller også kommuner, der skal have gennemført detailhandelsanalyser med kortlægning af alle kommunens butikker. Formålet er at kunne planlægge, hvordan detailhandelen kan få de mest hensigtsmæssige rammer fremover. - Vi kommer med nogle forslag til, hvordan kommunerne kan prioritere detailhandelen i fremtiden, så man kan lægge den der, hvor det bedste kundegrundlag er, og undgå at der kommer til at stå tomme butikslokaler – inden for planlovens rammer, naturligvis, siger Simon Agersnap.

FRA BILFRIE BYER TIL BUTIKKER

Simon Agersnap har en bachelor i Geografi og kandidatgrad i Byer og Bæredygtighed fra Aalborg Universitet. På overbygningen skræddersyede han sin uddannelse til at handle om transport og mobilitet – særligt med fokus på bilfrie byer. Specialet skaffede ham en praktikplads hos COWIs afdeling i Oslo, men på grund af COVID-19 kom han aldrig til at arbejde fysisk i den norske hovedstad. Til gengæld gav det ham en god kontakt til den internationale konsulentvirksomhed, og kun få måneder efter at han var færdiguddannet, blev han ansat i firmaets afdeling for strategisk byplanlægning i Aarhus. Planlægning af detailhandel er et stykke fra det, han specialiserede sig i på studiet, men han har planer om at arbejde sig tilbage mod mobilitetssporet. - Noget af det gode ved at arbejde et stort sted som COWI er, at jeg har kollegaer, der arbejder med alt muligt forskelligt – også transport og mobilitet. De sidder i afdelingen lige ved siden af mig, så jeg arbejder gradvist i den retning, siger han.

"Det, jeg bruger mest fra min uddannelse, er de ting, jeg lærte i vores projektarbejder. Det er der, jeg har hentet meget af min faglige viden. Samtidig forberedte det mig til at sidde i projektgruppe, hvor man har mange forskellige faglige baggrunde."

UDDANNET TIL VIRKELIGHEDEN

Aalborg Universitet er kendt for at benytte sig af projekt- og problembaseret læring. Det betyder, at de studerende bliver undervist i virkelige problemstillinger – ofte i samarbejde med virksomheder og myndigheder. Den tilgang har Simon Agersnap stor glæde af i dag. - Det, jeg bruger mest fra min uddannelse, er de ting, jeg lærte i vores projektarbejder. Det er der, jeg har hentet meget af min faglige viden. Samtidig forberedte det mig til at sidde i projektgruppe, hvor man har mange forskellige faglige baggrunde. Ofte betyder det, at man ikke ser ens på tingene, men det er kun en fordel da COWI er en virksomhed med mennesker med mange forskellige fagligheder. Det at kunne samarbejde og tale sammen er rigtig vigtigt, og det er jeg blevet guidet til at lære gennem hele studiet

Mere om alumni og samarbejde