Havforskning møder praksis
For de eksterne gæster var mødet en mulighed for at opdage forskning og styrke relationerne på tværs af erhvervsliv, offentlige organisationer og forskning.
Frederik Skaanning Høyer, projektkoordinator fra Geodatastyrelsen, der til daglig arbejder med officielle søkort i danske og grønlandske farvande, satte ord på, hvad han håber at tage med hjem:
"Vi har en masse dybdedata, og vi er altid interesserede i at høre om nye teknologier til at indsamle data og i at få sat vores data i spil."
Direktør for Danmarks Pelagiske Producentorganisation Esben Sverdrup-Jensen fremhævede to forskningsfelter, han ikke havde forventet at støde på:
"Robotteknologi under vandet, altså alt hvad der foregår under overfladen, hvor man kan filme og observere, det er virkelig interessant for os. Og så er der hele spørgsmålet om ocean governance og havrets regler, som er særligt aktuelt i disse tider."
Hans anbefaling til andre i den blå sektor var direkte: jo større netværket bliver, jo mere værdifuldt bliver det for alle.
AAU BLUE er medarrangør af Maritime Research Festival 2027
AAU BLUE tæller i dag omkring 80 medlemmer. Netværket er for AAU-forskere og gratis at deltage i. Og hvis du beskæftiger dig med blå spørgsmål, så er Troels Jacob Hegland sikker på, at du kan finde ligesindede i netværket:
”Det er jo ikke alle, der kan forstå, at havet er sejt, men det kan alle dem, der er her. Og derfor giver det bare rigtig god mening for folk at være en del af.”
Næste år udvides den årlige begivenhed, når AAU BLUE er medarrangør af Maritime Research Festival: en konference der samler maritim forskning fra universiteter i hele landet. Med Aalborg som vært i 2027 er scenen sat for et endnu større møde mellem hav, forskning og region.
Maritime Research Festival løber af stablen d. 15.-16. april 2027.