MALENE FRA LANDINSPEKTØRVIDENSKAB
MALENE FRA LANDINSPEKTØRVIDENSKAB
LOKALPLANER HOS GEOPARTNER
Geopartner er et rådgivende landinspektørfirma, der leverer rådgivning inden for alt fra planlægning og ejendomsudvikling til GIS og softwareløsninger.
Malenes hovedområde er lokalplaner. Med udgangspunkt i dialog får hun lokalplaner til at gå op i en højere enhed under hensyntagen til den gældende lovgivning på området, kundernes ønsker og vores miljø. Lokalplanerne omhandler alt fra by- og ejendomsudvikling til barmarksprojekter, typehuse og dagligvarebutikker.
Malene er med i processen fra tegning, ansøgning om byggetilladelse til udstykning og støbning. En stor del af arbejdet består i dialog og koordinering; en varieret hverdag, der kalder på Malenes stærke samarbejdskompetencer.
”Jeg oplever, at jeg er virkelig godt klædt på til opgaven med min uddannelse som landinspektør. Uddannelsen har givet mig solide samarbejdskompetencer, men også et bredt fundament af viden inden for jura og lovgivning, skel og teknologi,” fortæller Malene. ”Landinspektørstudiet er en meget bred uddannelse, der giver os mulighed for at arbejde i mange forskellige retninger. Jeg har fx aldrig banket en skelpæl i – men til gengæld har jeg lavet over 100 lokalplaner,” tilføjer hun med et smil.
- Landinspektørstudiet er en meget bred uddannelse, der giver os mulighed for at arbejde i mange forskellige retninger. Jeg har fx aldrig banket en skelpæl i – men til gengæld har jeg lavet over 100 lokalplaner.
LOVGIVNING OG MILJØVURDERING
”Når man I en lokalplan har en landinspektør med i projektet fra start, så sikrer man helhedsbilledet. Lovgivning inden for en række områder som eksempelvis naturbeskyttelsesloven, byggelov mv. skal nemlig gå op i en højere enhed for at sikre et godt projekt,” forklarer Malene. Hun uddyber; ”Hvis ikke der i lokalplanen er styr på eksempelvis oversvømmelsesrisiko, så kan man potentielt stå med et projekt, der ikke kan gennemføres.”
Malene udarbejder også miljøvurderingsrapporter, hvis det kræves, når et nyt projekt startes op. Også her kommer landinspektørens arbejde til sin ret. Hvis ikke der laves en grundig miljøvurdering, risikerer man, at et byggeprojekt kan få store konsekvenser for eksempelvis dyreliv i området, eller at vores drikkevand forurenes.
- Hvis ikke der laves en grundig miljøvurdering, risikerer man, at et byggeprojekt kan få store konsekvenser for eksempelvis dyreliv i området, eller at vores drikkevand forurenes.
KARRIEREREJSE OG FAMILIELIV
Malene blev færdiguddannet i 2012. Herefter gik hun direkte på barsel med sit første barn. I dag har hun tre. Hun startede sin karriere hos Aalborg Forsyning, hvor hun arbejdede med grundvandsbeskyttelse, og fortsatte derefter til Geopartner – først i Viborg, nu på Frederiksberg. I dag er hun også DGNB-certificeret konsulent – en efteruddannelse der gør, at hun kan bæredygtighedscertificere byområder. Bæredygtighed er nemlig en vigtig tendens, som Malene oplever, fylder stadig mere i nye byggeprojekter.
Malene har en travl hverdag hos Geopartner og hjælper til daglig en række af virksomhedens store kunder. Samtidig oplever hun en høj grad af fleksibilitet i sit arbejde hos Geopartner. ”Det er jo det, der gør, at jeg kan få familielivet med 3 børn til at gå op,” siger Malene og smiler.
I denne branche oplever hun ofte at være kvinde i en mere maskulin verden, men understreger samtidig, at det også kan være en fordel. ”Kvinder kommer nogle gange med et helt andet perspektiv end mænd, ligesom vi ofte kommunikerer på en anden måde. Den diversitet kan være meget givende, ” forklarer Malene.
OM UDDANNELSEN
Læs mere om uddannelsen i Landinspektørvidenskab her: