Af Susanne Togeby, AAU Kommunikation og Public Affairs. Foto: Colourbox.

To studerende har påvist, at det fører det til forskellige resultater, når man anvender forskellige godkendte retningslinjer til at beregne CO2-udledningen fra byggematerialer som vinduer og døre.

De to tidligere studerende, Kristine Hansen og Freja Konradsen, er i dag færdiguddannede som civilingeniører i miljøledelse og bæredygtighed. I deres speciale har de systematisk undersøgt forskellene ved at udregne miljøpåvirkningen efter danske, norske, svenske og tyske standarder, som alle er godkendt i Danmark. Kristine Hansen fortæller, at hun var temmelig overrasket over resultatet.

”Det er jo noget, der ikke giver mening. Du kan få et resultat på livscyklusanalysen for et produkt, og så kan du gå til en anden operatør med det samme produkt og få et helt andet resultat. Det samme produkt udleder jo samme mængde CO2, uanset om det bliver beregnet i Norge, Sverige, Tyskland eller Danmark. Det burde ikke have nogen betydning, hvilket sæt retningslinjer vi bruger, når vi laver udregningen, men det har det,” siger Kristine Hansen.

Mindst 10% forskel ved forskellige regneregler

De beregninger, som Kristine Hansen og Freja Konradsen har lavet, viser, at der kan være mere end 10% forskel på CO2-udledning fra det samme produkt ved at følge forskellige regneregler.

I praksis betyder det, at man kan få et byggeri til at se mere grønt ud på papiret ved at vælge de mest fordelagtige standarder for de enkelte byggematerialer. Dette kan ske, fordi producenter har mulighed for at følge regler fra forskellige operatører, og fordi operatørerne har indgået aftaler om at anerkende hinandens vurderinger. Det vil sige, at operatører i et land accepterer vurderinger, der er udført i overensstemmelse med reglerne fra operatører i andre lande, selvom disse regler er meget forskellige.

De to tidligere studerende sætter dermed spørgsmål ved, om man kan regne med de livscyklusvurderinger, som siden 2023 har været lovpligtige ved nybyggeri.

”Man får nogle verificerede og kvalificerede værdier af sin livscyklusvurdering, men vi sætter spørgsmål ved troværdigheden. Det er jo ikke greenwashing, fordi man bruger regler, der er udstukket meget højt oppe, og man bruger nogle standardiseringer, der bliver verificeret af nogen, som har virkelig meget styr på deres ting. Problemet er, at der er så mange standarder, og det skaber en gråzone, som ingen er opmærksomme på," siger Kristine Hansen.

Begræns antallet af retningslinjer og operatører

Agneta Ghose, som er adjunkt på Institut for Bæredygtighed og Planlægning, har sammen med professor Massimo Pizzol vejledt de to studerende. Hun mener, at Kristine Hansen og Freja Konradsen har udført et ekstraordinært og meget relevant stykke forskning og presser på for at få resultaterne frem i lyset. Hun siger:

”Denne undersøgelse beviser, at der er et problem med standardisering. Byggebranchen skal ikke fokusere på de eksakte tal, fordi tallene, som undersøgelsen viser, er meget afhængige af de forskellige retningslinjer, og resultaterne derfor ikke er sammenlignelige. Man de skal bruge EPD’erne til at træffe de rette miljømæssigt bevidste beslutninger og til benchmarking.”

Kristine Hansen og Agneta Ghose understreger, at de ikke på nogen måde er modstandere af EPD-systemet, som netop har til formål at skabe sammenlignelighed og åbenhed om påvirkning og udledning fra byggeri.

Problemet er de mange forskellige standarder, og blandt anbefalingerne er derfor at begrænse antallet af procedurer og operatører, så der er et sæt fælles retningslinjer i hele Europa eller for et endnu større område.