Spring til indhold.

Nyhed

Varme fra metanolproduktion kan opvarme tusindvis af hjem

Lagt online: 06.01.2026

Overskudsvarme fra metanolproduktion kan være en central kilde til bæredygtig fjernvarme i Storkøbenhavn allerede om få år. Forskning viser, at varme fra Power-to-Metanol kan forsyne op til 378.000 huse i hovedstadsområdet.

Nyhed

Varme fra metanolproduktion kan opvarme tusindvis af hjem

Lagt online: 06.01.2026

Overskudsvarme fra metanolproduktion kan være en central kilde til bæredygtig fjernvarme i Storkøbenhavn allerede om få år. Forskning viser, at varme fra Power-to-Metanol kan forsyne op til 378.000 huse i hovedstadsområdet.

Af Susanne Togeby, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Colourbox

Grøn metanol er en af de mest lovende løsninger til at mindske CO2-udledning fra blandt andet fly. Metanol fremstilles i Power-to-Metanol-anlæg med strøm fra vedvarende energikilder og CO2 fra fx kraftvarmeværker. Denne proces frigiver store mængder varme.

Forskere fra Aalborg Universitet har udregnet potentialet for at bruge denne overskudsvarme i fjernvarmenettet i Storkøbenhavn. Peter Sorknæs, som er en af forskerne bag studiet, siger:

”Vi ser et klart potentiale for at udnytte overskudsvarmen. Vores beregninger viser, at andelen af overskudsvarme, der vil kunne udnyttes i 2030, ligger mellem 34 og 57 %. Hvis jeg skulle prøve at sætte det i perspektiv, svarer det til opvarmningsbehovet i ca. 338.000 - 378.000 standardhuse.”

På længere sigt vil der være mindre overskudsvarme til rådighed, men udnyttelsen bliver mere effektiv – ifølge Peter Sorknæs helt op til 92 procent i 2045. Han vurderer, at mængden af overskudsvarme i 2045 kan svare til opvarmningen af 175.000–319.000 standardhuse.

Hvis jeg skulle prøve at sætte det i perspektiv, svarer det til opvarmningsbehovet i ca. 338.000 - 378.000 standardhuse.

Peter Sorknæs

Lektor Institut for Bæredygtighed og Planlægning

Når kraftvarmeværker laver fjernvarme af affald og biomasse, frigives CO2. Denne CO2 kan udnyttes sammen med strøm fra vedvarende energi til at lave metanol, der igen kan omdannes til grønt brændstof til fly, lastbiler og skibe. I Power-to-Metanol-anlæg opstår store mængder overskudsvarme, som kan bruges i fjernvarmenettet. Forskerne har lavet beregningerne ud fra fire tænkte placeringer af Power-to-Metanol-anlæg i Storkøbenhavn.

Fakta om overskudsvarme fra Power-to-Metanol

I den videnskabelige artikel: ’Utilising excess heat from power-to-methanol plants’ præsenterer forskere fra Aalborg Universitet en detaljeret model af fjernvarmesystemet i Storkøbenhavn med fire forskellige lokaliteter og kombinationer af CO2-kilder (kraftvarmeværker og affaldsforbrændingsanlæg). Den timevise drift af fjernvarme og Power-to-Metanol (PtM) er simuleret ved hjælp af det avancerede energisystem-analyseværktøj energyPRO.

Studiet viser følgende potentiale for at udnytte overskudsvarmen fra Power-to-Metanol i Storkøbenhavn:

  • 2030: 34% - 57 % af overskudsvarmen kan udnyttes. Potentiel nok til at opvarme 338.000–378.000 standardhuse*.
  • 2045: 69% - 92 % af overskudsvarmen kan udnyttes. Potentielt nok til at opvarme 175.000–319.000 standardhuse*.

* Definitionen på et standardhus er et enfamiliehus på 125 m2.

Forskerne forventer, at mængden af mulig overskudsvarme er mindre i 2045 end i 2030, først og fremmest fordi PtM-anlæggene bliver mere effektive og ikke afgiver så meget varme. Samtidig vil kraftvarmeværkerne køre mindre, når vi bruger mere overskudsvarme. Der vil derfor være mindre CO2 til rådighed til metanolproduktion. Det betyder, at PtM-anlæggene vil køre mindre og derfor afgive mindre overskudsvarme. Endelig forventer forskerne, at hele energisystemet ændrer sig med mere vind og sol og flere store varmepumper i energisystemet.

Den største hindring for at udnytte overskudsvarmen fuldt ud er det lave varmebehov om sommeren, hvor de færreste har tændt radiatorerne. Det betyder, at en stor del af varmen vil gå til spilde flere måneder om året. Derfor vil vi med det nuværende system ikke kunne udnytte overskudsvarmen fra metanolproduktionen fuldt ud. Det kræver planlægning og investeringer i fx varmelagre, så varmen kan gemmes fra sommer til vinter.

Læs den videnskabelige artikel:
Utilising excess heat from power-to-methanol plants 
af: Peter Sorknæs, Steffen Nielsen, Iva Ridjan Skov, Frederik Dahl Nielsen og Henrik Lund

Læs også